Velkommen til en krøllet verden

Jeg købte den krøllede, alias Coco i 2013. Hun er det eneste vintagekøb, jeg nogensinde har gjort. Coco, der er en Airedale Terrier, var fem år, og var blevet leveret tilbage til den kennel, der havde opdrættet hende, fordi hendes daværende ejere skulle flytte. Jeg havde længe leget med tanken om at få en bepelset ven, der tog glad imod, når jeg kom hjem, holdt mig oppe på dårlige dage og kunne rive mig fri af sofaen og ud i selv det værste vejr.
Jeg var ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning, og jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg ville blive en hæderlig hundeejer. Hvad jeg ikke anede var, at det at have hund er blevet noget mere komplekst end det var, da jeg voksede op i en provinsby i 90’erne.

Før jeg så mig om, skulle jeg tage stilling til dyrt eller billigt hundefoder, halsbånd eller sele, kurv eller måtte, tandrensning, kiropraktor, knuder, der potentielt kunne være kræft og mange andre ikke ubetydelige ting.
Men jeg opdagede også, at jeg som hundeejer blev en del af en slags subkultur. Hundeejere hilser uden forbehold på hinanden, vi mødes på plæner og i parker og udveksler floskler om træning, temperament og tørkost. Vi bliver ikke en større del af hinandens liv. Men opererer alligevel som et perifert strejf i hinandens hverdag.

Jeg vil med denne blog fortælle finurlige anekdoter fra min hverdag med den krøllede, og de refleksioner jeg gør mig ikke kun som hundeejer, men også som menneske i en tid, hvor søgen efter dybere mening, lykke og ægte livsglæde går hånd i hånd med daglige overvejelser om min hunds liv og levned.

Mit navn er Nanna Stærmose
Jeg er journalist og bor på Østerbro i København på tredje sal sammen med airedalen Coco
Velkommen til min krøllede verden

IMG_1657IMG_1508IMG_1399

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *