Kærlighed kan ikke købes, men det er dyrt at elske sin hund.

“Du skal regne med 2000 kr” siger dyrlægen, mens jeg godkender et beløb på 1200 kr for en vaccine og en blodprøve. 

Min umiddelbare indre indskydelse er, om det kan betale sig. 2000 kroner oveni de 1200 kroner for at få renset tænder på hund, der allerede her overskredet sin gennemsnitlige levealder.

Den krøllede trisser rundt i dyrlægens klinik lykkeligt intetanende om mine indre cost-benfit-analyser. 

Burde jeg ikke betale den tandrens, når nu jeg insisterer på, at hun har det for godt til at blive aflivet? Desuden har jeg lige betalt 600 kroner for en blodprøve, der skal belyse, hvorvidt den krøllede er frisk nok til at komme i fuld narkose – så på en måde har jeg allerede taget første skridt ned ad den sti, der hedder tandrens.

Jeg sætter snoren i halsbåndet og takker af, mens jeg i mit stille sind håber, at prøven viser, at det vil være fuldstændig uforsvarligt at lade den krøllede komme i narkose. 

Hjemme undersøger jeg den krølledes tænder. De er belagt med flere millimeter brunt tandsten. Hendes ånde får Esbjerg Havn til at dufte af kaprifolier, hendes tandkød er rødt og hun kradser af og til sig selv i snuden med den ene forpote tydeligt irriteret over tilstanden. 


Den krøllede kradser sig ofte i snuden – måske er det tandstenen, der generer, men det kunne jo også være et knurhår, der sidder skævt.

Jeg danner selv tandsten i en grad, så min tandlæge ved hvert eneste eftersyn med versaler forklarer, hvorfor jeg bør bruge tandtråd og overveje mit valg af tandbørste. Sidste gang sagde hun paradentose så mange gange, at jeg nu har fået snøvlet mig ned i Imerco efter en elektrisk tandbørste. Men jeg er også et menneske, og jeg har, hvis jeg skal tro statistikken, endnu ikke overskredet min gennemsnitlige levealder. 

Jeg prøver at fjerne den krølledes tandsten med en tang, som jeg har ‘købt’ af min egen tandlæge for en flaske rødvin. Hun kan ikke lide det, og lige meget hvor meget jeg kradse med den lille tynde ståltang, sker der ingenting.

Næste dag ringer dyrlægen med svar på blodprøven. Både lever og nyrer fungerer fint, og der er ingen tegn på diabetes. Ergo den krøllede kan godt klare at komme i fuld narkose, men det kan jeg jo lige tænke over, siger han.
Han tilbyder, at han i samme ombæring kan klippe den stærkt voksende vorte, der sidder på venstre side af hendes hals af.

Det er fristende. Vorten er ulækker og sidder lige der, hvor jeg klapper den krøllede allermest.

Jeg tænker. Den krøllede er tolvethalvt år. Det er pænt for en airedaleterrier. Hun fik renset tænder for to år siden, da hun var i narkose for at få fjernet livmoderen. Dengang var jeg tæt på at lade hende aflive, fordi hun begyndte at blive indbildsk gravid og fik brystbetændelse og tabte store mængder pels. Men en bekendt, der er veterinærsygeplejerske, fik mig overbevist om, at der kunne være flere gode år i hende. Hun kendte desuden en super dyrlæge i Middelfart, der klarede den slags operationer til en rimelig pris. Og før jeg vidste af det, var jeg på vej tværs gennem landet med den krøllede på bagsædet for at få hende opereret. 

Indtil da havde jeg ellers forsvoret, at hun skulle steriliseres, fordi hun var en ældre hund, og det var vanvittigt at begynde at operere på en ti-årig tæve – men, men. 

Jeg må bare konstatere, at jeg som hundeejer konstant rykker mine grænser for, hvad jeg anser for rimeligt eller rigtigt at gøre.
Jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg gør denne gang. Men jeg bliver ikke overrasket, hvis jeg pludselig går rundt med et krøllet tandpastasmil i snor.

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *