Hundepasning anno 2017

Jeg har lige haft besøg af det sødeste unge par, der netop er flyttet ind i min andelsforening. De kom for at hente en nøgle, fordi de har sagt ja til at passe den krøllede i morgen, mens jeg drikker afskedsbobler med mine kolleger og måske slår et smut forbi distortion. Jeg har sidste arbejdsdag på Københavns Universitet og springer nu fra fast job, løn under sygdom, feriepenge og pension og ud i det pulserende freelanceliv, hvor der ganske givet bliver længere mellem bobler til mig og ben til den krøllede. Til gengæld skal hun ikke være så meget alene hjemme længere, og hvem har brug for premier cru, når den kan veksles til kvalitetstid med sin hund.

Jeg tænker ikke, at det er så kompliceret at passe en hund. Jeg har jo bedyret, at den krøllede er yderst eksemplarisk og nem, bortset fra når hun knurre ad børn og kommer op at slås med de andre gamle tæver i kvarteret.
Så nu har jeg vist dem, hvor snoren hænger og sagt, at de bare kan hente hende, når det passer dem. Og hvis de har lyst kan de tage hende med hjem i deres egen lejlighed, og hvis de pludselig hellere vil til distortion, så kan de bare smide hende herop på tredje og smutte i byen.

“Men tror du, at hun er ok med, at vi tager hende med hjem?” spørger de, og jeg forsikrer dem om, at hun er vant til at blive passet af gud og andre der har lyst. Så det er overhovedet ikke noget problem.
Men så slår det mig, at jeg måske tager lidt let på det der hundepasning. Flere gange har jeg hørt hundeejere fortælle om, hvordan de tager på visitter hos kommende hundepassere op til flere gange inden dagen oprinder, hvor den firbenede skal stå på egne poter og helt alene passes af næsten fremmede mennesker. Det lyder lidt som om, de skal køre et barn ind i vuggestuen.
Men der er altså forskel på hunde og børn. Jeg tænker, at nu har den krøllede jo mødt de her mennesker både forleden i gården til vores arbejdsdag, og da de kom og hentede nøglen – og hun lod sig både klappe og klø bag øret af dem. Jeg tænker ikke, at hun lider overlast, fordi hun skal være i en anden lejlighed, som hun ikke har været ovre at snuse rundt i inden pasningsdagen.
Og ja – jeg har det helt fint og afslappet med at overlade min hund til nytilflyttere. De er søde, veltalende, velklædte, udviser empati og den ene af dem læser til dyrlæge.

Jeg har også sagt, at hun ikke behøver at ligge i sofaen, og at det bare er en dårlig vane, som vi arbejder med at komme af med.

 

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *