Den dag jeg overvejede at kremere den krøllede og lave den til et askesmykke


Den krøllede kunne da egentlig blive et fint askesmykke – måske et sæt med halskæde og ørenringe.

“Jeg bliver desværre nødt til at aflyse vores aftale på tirsdag”, står der på min telefon. Det er lørdag, og jeg kan mærke, at jeg bliver helt mat i knæskallerne ved tanken om, at den historie, jeg har arbejdet på i snart halvanden måned, og som kun burde have taget halvanden uge at lave, nu igen skal udskydes. Jeg sender den krøllede et blik og tænker, at hun egentlig kunne blive et fint askesmykke, og så laver jeg bare en artikel med mig selv som case.
Allright!. Jeg ved jo godt, at det ikke går. Det er imod god journalistisk skik at bruge sine venner og herunder også sig selv som case, med mindre jeg er ude i en klummegenre af en slags.
Men humlen er, at jeg er ved at blive en lille smule desperat. Det hele begyndte ellers med en optur. Historien var god (og rent faktisk også sand). Flere vælger at få lavet et smykke med asken fra deres afdøde kæledyr, når det dør. Jeg har lavet en reportage fra en smykkedesigners værksted. Jeg har talt med alle de kæledyrskrematorier, der findes i Kongeriet Danmark, dyrlæger, hundeejere, katteejere, en præst (OK. det var min veninde og hun optræder IKKE i artiklen) og indtil flere, der rent faktisk har valgt at få lavet et askesmykke. Dog var det svært at finde nogle, der gerne ville fortælle om deres askesmykke til et medie, så det jeg troede, ville blive en relativt let historie at få hjem, har nu vist sig at være lidt af en ørkenvandring.
Endelig fandt jeg frem til ikke bare en, men to søde mennesker, der gerne ville være med. “Hurra den er hjemme”, tænkte jeg.
Jeg lavede aftaler med dem begge, men så viste det sig, at én case egentlig var nok til den historie, så jeg aflyste case 2 og beholdt case 1. Det var tirsdag i forrige uge. Natten til onsdag trak case 1 sig grundet sygdom. Jeg forsøgte at genetablere aftale med case 2, men uden held. Ventede så en uge på at case 1 skulle komme sig, men endte med at aflyse helt, da der var tale om længerevarende sygdom. Tog fat i case 2, der var på, og vi lavede en aftale. Og så er den blevet aflyst i dag grundet sygdom i familien.
Jeg sender et blik over til den krøllede, der snorker mageligt i sin kurv og ikke aner noget om mine bizarre tanker. Og det er bizart. Ikke kun at overveje at kremere sin hund for at få en historie hjem, men det faktum, at jeg bliver så optaget af om jeg lykkes med en historie, som pt. er faldet fordi de medvirkende er ramt af alvorlig sygdom. Mit hoved er jo ikke bare oppe i mit eget anus, men helt ude i det yderste af min tolvfingertarm, og da jeg får det flået ud i lyset og punkteret mit ego, må jeg bare sande, at nogle gange, og især når man er journalist, så er vores successer afhængige af andre mennesker. Ulykken i dette tilfælde er rent faktisk ikke, at min historie falder, men snarere at der pt. sidder nogle mennesker med større og alvorlige problemer inde på livet.
Måske jeg dropper historien, måske forsøger en sidste gang at finde en ny case. Men et er sikkert. Den krøllede bliver ikke til et askesmykke i denne omgang. Jeg nøjes med at skrive et blogindlæg.

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *