Og lige pludselig går jeg til kiropraktor
 med den krøllede

“Jeg går lidt tidligt i morgen, jeg skal til kiropraktor – med min hund.” Jeg står i døråbningen til min chefs kontor. Jeg tilføjer: “Du skal ikke spørge  ind til det, det er sådan noget os, der bor på Østerbro gør.”
Min chef kigger kort på mig og vender sig så igen mod sin computer med hvad jeg vil tolke som et overbærende blik og ordene: “Du flekser bare.”
Min chef er både sociolog, hundeejer og et rummeligt menneske, så jeg ved, at der er om ikke forståelse så i hvert fald en accept af, at jeg tager min hund til kiropraktor i arbejdstiden – selvfølgelig med den vished om, at jeg indhenter det forsømte.
Så klokken 14.15 kører jeg tværs gennem København med den krøllede på bagsædet for at møde kiropraktor Widar Karpinski hos Fasanvejens Dyreklinik i Valby, hvor han udøver sin metier.
Men hvad er det, der får et rimeligt rationelt og jordnært menneske som mig til at tage fri fra arbejde og spendere 700 kr. for at en kiropraktor løsner op for min hunds ømme bagparti?

Dengang jeg købte den krøllede tog jeg aktivt afstand fra fænomenet sundhedsforsikring. Min holdning var, at blev hun syg, blev hun aflivet. Jeg syntes, det var min pligt som en kærlig og ansvarsfuld hundeejer, at sige stop, når tid var og ikke lade den krøllede gennemgå lange, opslidende operationer. “Det handler om et værdig liv,” hørte jeg mig selv sige – efterfulgt af: “og vi har dem jo kun til låns”.

Nu er det så, at den krøllede har fået konstateret gigt i bagpartiet som følge af hoftedysplasi, som kun blev opdaget, fordi min mor insisterede på at få hende røntgenfotograferet. Det har resulteret i en helt ny diæt bestående af en halv smertestillende pille, der gives hver morgen i en klump leverpostej og en olie med vidundermidlet glucosamin og grønlæbet musling i. Olien sprøjtes over tun, leverpostej eller andet, der IKKE er tørkost for ellers er jeg ikke sikker på, at det glider ned. Jeg tror egentlig, at den krøllede synes ret godt om det der gigt. Men hun er stadig ikke helt så livlig, logrende og løbende, som hun plejer. Hun har ondt.

Klokken 15.00 sharp står den krøllede på en hæve-sænke briks, mens Widar går i gang med at undersøge hende. Han trykker hende ned langs rygsøjlen, mærker indfølende mens han vurderer og forklarer om stivhed i hofterne, bevægelse i bækkenet og noget med en væske, der kunne flyde bedre. Jeg nikker anerkendende til det hele, mens den krøllede bliver salig i blikket og jeg mentalt vinker farvel til nye stiletter.

IMG_9050

Den krøllede bliver salig i blikket, mens jeg mentalt vinker farvel til nye stiletter.

“Har du en sundhedsforsikring?” Spørger Widar

Det har jeg ikke, men jeg vil da alligevel gerne have et klippekort til fem gange – jeg sparer 250 kr. Og de efterfølgende gange er ikke helt så dyre som første gang, hvor der jo også skal betales for en indledende samtale.

De efterfølgende dage er den krøllede i mere hopla end ellers. Hun går ned i legebuk, kyler sin tyggebamse rundt i lejligheden. Stryger op ad trapperne til tredje. Jeg overvejer om det der klippekort nu også er nødvendigt, men overgiver mig – for nu er vi ligesom i et forløb og det handler jo om, at hun skal have et værdigt liv i mange år fremover.
Vi har en ny tid på onsdag. Jeg tror ikke jeg siger noget til min chef denne gang, jeg skriver det nok bare i Outlook-kalenderen.

Læs mere om Widar Karpinski – Hands on Animals
www.handsonanimals.dk

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *