Den dag vi mødte Rasle Larsen

“Hey! Stop… stop lige” Nogenlunde sådan bliver jeg råbt an, da jeg er på vej hjem fra torsdagmorgens gåtur i Fælledparken med den krøllede og min veninde. Sidstnævnte skriver i øjeblikket speciale og er derfor til falds for alle typer af overspringshandlinger – herunder morgentur.

Jeg standser og ser en ung mand. Han stråler af entusiasme, mens han åbner bagagerummet til en lille hvid bil, og voila!, lige der foran snuden på mig, min veninde og den krøllede toner en smuk, velvoksen Airedale-han frem.

“Han hedder Rasle – faktisk Rasle Larsen,” forklarer Rasle Larsens far, da vidunderet er hoppet ud af bagagerummet, for at hilse på den krøllede. Hun er som altid knibsk ved mødet med en hanhund og her er artsfæller ingen undtagelse. Hun titulerer ved at gø og snappe ud efter ham. Jeg gør det stik modsatte og udbryder: “Ihhhh… hvor er han skøn, og hvor er han flot” med en stemme, der får en kastratsanger til at lyde som den dybeste bas. De to krøllede finder efter lidt tid ud af det, og velvilligt ender min med at lade sig snuse bagi. Imens smalltalker Rasle Larsens far og jeg som det mest naturlige i verden. Vi føler os på bølgelængde af den eneste grund, at vi begge er den lykkelige ejer af en Airedale Terrier. Båndet bliver ikke tyndere, da vi finder ud af, at de to er fra den samme kennel i Nordjylland. Rasle Larsen skulle have været Kennel Spicaways nye avlshand, men var for smal over skuldrene, så nu er han endt som storbyvovse på Vesterbro. “Ahhh Vesterbro – så er det derfor, at vi ikke har mødt jer før”, hører jeg mig selv sige. Af bare begejstring  overvejer jeg et kort sekund at foreslå en gåtur en dag, men det bliver alligevel at strække den for langt.

Vi hilser af, og jeg fortsætter hjemad med min veninde og den krøllede.
Resten af dagen har jeg den skønneste følelse af glæde indeni mig, og smiler hver gang jeg tænker på mødet med Rasle Larsen. Jeg ved ikke, om labradorejere oplever den samme sammenhørighed, når de mødes. Men os med Airedales har altså en form for udefineret fællesskab. Derfor er der absolut ikke noget som helst mærkværdigt i, at blive råbt an af Rasle Larsens far. Jeg ville have gjort nøjagtig det samme selv.

Coco med plysben
PS. I skulle naturligvis have haft et billede af den krølledes møde med Rasle Larsen, men jeg var for genert til at spørge. Men han lignede den krøllede, bare større og med meget mere pels.

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *