Forandring fryder kun, hvis det drejer sig om at få hund eller at vinde 50 mio. i lotto

Jeg har ikke fortalt den krøllede, at anden sal bliver overtaget af nye beboere, og at de højst sandsynligt ikke vil sætte kiks i brevsprækken til hende. Foto: Os med hund paa tredje

Jeg tænker nogle gange på, at det må have været en stor forandring for den krøllede at blive ikke bare byhund, men også min hund. De første fem år af sit hundeliv levede hun en efter alt at dømme tryg og dejlig tilværelse med et ægtepar på Djursland. Men en dag kunne de ikke have hende mere, og hun blev afleveret hos den kennel, hvor hun er født. Her hentede jeg hende – en julidag i 2013. Det var kærlighed ved førte blik – (i hvert fald fra min side), og jeg tog hende med hjem uden yderligere tøven. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg kørte ned gennem Jylland, mens jeg talte til hende i bagspejlet og forsikrede hende om, at hun nok skulle få det godt.

Selv bilder jeg mig ind, at skiftet fra land- til by-vovse har bekommet den krøllede vel. I det store og hele er der ikke meget, der indikerer, at hun ikke er tilfreds med tilværelsen på tredje. Hun får også masser af kærlighed. På anden sal bor Cocos værger – alias Lonnie og Sanne. De passer hende, sætter kiks i brevsprækken til hende og fortæller mig, når de synes, hun trækker lidt på den ene bagben og mener, at hun måske ville have godt at at komme til kiropraktor. Ligesom jeg også får at vide, at jeg skal huske at købe seniorfoder til hende, nu hvor hun er rundet de seks år og købe en tykkere hynde til hendes kurv. Behøver jeg at sige, at den krøllede elsker at være nede på anden. Her må hun alt – ligge i sengen og i sofaen. Der bliver leget med hende, spillet bold, gemt godbidder som hun med stor iver søger stuen tynd efter – kan i parentes bemærke, at der ikke er gået en stor narkohund tabt i den krøllede.
Men nu er det så, at Lonnie og Sanne skal flytte. FLYTTE som i udenfor byen. Min første tanke var, at de sgu ikke bare kan efterlade mig og den krøllede her – ene alene og mutters. Lonnie har boet i andelsforeningen siden 1979 – det alene mener jeg, er argument nok til, at det ikke er muligt at forlade matriklen med mindre det er med fødderne først.
Jeg ved ikke helt, hvad det handler om, men jeg kan mærke, at det er en af de forandringer, jeg bare ikke synes om. Det handler ikke bare om, at det er praktisk for mig, at have nogle tæt på, der vil hjælpe mig med at passe min hund. Jeg tror, det giver mig en tryghed, at der er nogle mennesker, der har rundet 60 år – altså rigtige voksne – som dækker min ryg. Som har en nøgle til min lejlighed, fordi de synes, det er praktisk, at nogen kan komme ind til den krøllede, hvis jeg nu skulle komme noget til – eller drikke mig for fuld nede på Bopa og glemme alt om min firbenede forpligtelse derhjemme.

Nej, jeg bryder mig ikke om den forandring. Jeg synes bare, at Lonnie og Sanne skal være her. Tingene skal være, som de plejer.  Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg ikke er det mindste forandringsparat. Med mindre det drejer sig om at få en hund, eller at jeg vinder 50 millioner i lotto, og min økonomi med et trylleslag går fra tynd til virkelig god.

Jeg har ikke fortalt den krøllede, at anden t.h. bliver overtaget af nye beboere, og at de højst sandsynligt ikke vil sætte godbidder i brevsprækken til hende, eller invitere hende ind til leg og lur i sofaen. Jeg ved ikke, om hun vil tage det ligeså pænt som dengang hun blev min hund.
Dog er der fortrøstning forude – nede på første bor også to dyrevenner.  De har passet den krøllede et par gange. Hun elsker at være der.
Og forleden havde de også sat en godbid i brevsprækken.

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *