Hvorfor den krøllede sjældent skuffer mig, mens mine medmennesker sjældent lever op til mine forventninger


Mens den krøllede gør mig glad blot ved at komme spænende imod mig i parken. Kræver det lidt mere af mine medmennesker

Blomster

Mens den krøllede gør mig glad blot ved at komme spænende imod mig i parken. Kræver det lidt mere af mine medmennesker

 

Det var min fødselsdag, og jeg havde virkelig brugt mange kræfter på ikke at blive skuffet over min kæreste. Jeg vidste godt, at han skulle tidligt op og køre til Næstved og bedømme nogle specialer. Og at han ville komme sent hjem og sikkert være træt. I ugen op til fokuserede jeg meget på, hvor hyggeligt det ville være at tage en rolig morgen sammen med den krøllede og kaffe i min karnap og på IKKE at have nogen forventinger til morgenmad, gaver, blomster, flag eller andet, der kunne indikere, at denne mandag morgen på nogen måde skilte sig ud fra andre mandag morgener.

Men så sker det alligevel.

Så snart han er kørt, kan jeg mærke skuffelsen, og hader mig selv for at være havnet i den situation. Den krøllede snorker løs henne fra kurven. Det gør mig glad. For jeg bliver sjældent skuffet over den krøllede. I modsætning til mine medmennesker har jeg ingen forventninger til hende. Hendes blotte tilstedeværelse gør mig lun ind i min sjæls dybeste afkrog.
Det ville være smukt at sige, at det samme gjorde sig gældende for min kæreste. Men det må jeg bare konstatere ikke er tilfældet.

På arbejdet modtager jeg en sms. Han håber, at mine kolleger fejrer mig. Jeg skriver tilbage, at jeg synes vi skal droppe den planlagte biograftur. Jeg har ellers selv arrangeret den, da jeg et par dage tidligere har spurgt, om han vil med, for at der ligesom sker noget på min fødselsdag. Han indviliger, selvom han i første omgang minder mig om, at han rent faktisk har engelskundervisning om mandagen.
Og nu står jeg så her og føler mig pludselig enormt patetisk over at tvangsindlægge manden til at fejre fødselsdag, når han åbenbart hellere vil til engelskundervisning og ikke har gjort sig en eneste tanke om, hvordan han kan gøre mig glad på min fødselsdag. Indrømmet der er rigtig meget MIG i den her ligning. Pludselig kan jeg ikke holde mig selv ud.

Livet var lettere, da det bare var mig og den krøllede, tænker jeg. Hun ville godt nok heller ikke denne mandag have udvist anden adfærd end den normale. Hun ville strække sig og logre fuld af forventning, når jeg med snoren i hånden indikerede morgentur, og hun ville hoppe rundt i ekstase, når jeg kom hjem fra arbejde. Det ville være nøjagtig ligesom alle de andre dage, bortset fra, at jeg nok ville invitere hende op i sofaen til kiks og hvidvin og en kærlighedsfilm. Jeg ville hverken være lykkelig eller ulykkelig, men blot affinde mig med situationen og efterfølgende skrive et blogindlæg om følelsen af mislykket kvinde, der fejrer sin 39 års fødselsdag alene med sin hund.

Jeg tager tidligt fra arbejdet, så jeg kan nå at gå en lang tur med den krøllede og nyde dagslyset. Telefonen viser flere ubesvarede opkald, og inden jeg går ud, ringer jeg op.

“HEEEJ ER DET FØDSELSDAGSBARNET. JEG ER KLAR TIL AT FEJRE FØDESLSDAG NU” Lyder en (lidt over-) entusiastisk stemme.

Det viser sig, at han kommer tidligere hjem end ventet. Og nu, hvor censortjansen er veloverstået har han pludselig maks fokus på min fødselsdag.

Jeg burde være glad, men kan ikke lige falde ind i begejstringen. Så siger bare, at toget er kørt af sporet, det er for sent, og at jeg overhovedet ikke har lyst til at fejre fødselsdag med nogen nu. Det er løgn. Faktisk har jeg aftalt at mødes med min veninde Rikke inde i byen, der belejligt har indvilliget i at være stand-in i min fødselsdagsfejringsprojekt.

På en eller anden måde får min kæreste alligevel overtalt mig til at lade ham invitere mig ud at spise og i biffen.
Mens jeg traver rundt over i parken tuder jeg – mest fordi jeg er lidt flov over mig selv. Den krøllede drøner rundt i sneen. Hun kommer spænende mod mig med ørerne tilbage, og jeg bliver glad helt ned i storetåen over, at hun er der. Jeg tørrer øjnene og går hjem.
I entreen står min kæreste med en stor buket blomster – jeg anede ikke, at han var typen der gav piger blomster, så får cirka samme lykkelige følelse, som når den krøllede kommer stormende imod mig i parken.

Han har skrevet verdens sødeste fødselsdagkort, og vi ender med at have verdens fedeste aften.
I biografmørket pibler lykken op i mig. Mest fordi ham ved siden af faktisk møder min skuffelse med fuld forståelse. Jeg føler virkelig, at han kan rumme mig, og kan jeg ønske mig mere? Den krøllede rummer mig også, men hun har sådan set ikke et reelt valg. Det har min kæreste, og han har valgt mig til trods for, at det kræver mere af ham end at logre med halen at gøre mig glad.

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *