En kop øl og lidt chokolade har da aldrig skadet nogen (hund)

Krølles forgænger, min barndoms airedaleterrier Obaldo, blev tretten et halvt år. Og det til trods for, at den fik rester, vilkårlig hundemad fra købmanden, aldrig fik renset sine tænder eller besøgte en kiropraktor. Han var heller ikke spændt fast, når vi kørte af sted i bilen, den blev luftet i et halsbånd og ikke i en sele, og uden at ville lægge hovedet på blokken, så tror jeg også, at den i sit tretten-og-et-halvt-årige hundeliv er blevet fodret med både chokolade og mandler. Fødevarer der i dag er på listen over det mest giftgige, du kan give din hund. Jeg kan også huske, at den under fester i hjemmet har fået øl i vandskålen og drak det lystigt. Og hvis nogle skulle være i tvivl, så er alkohol også på listen over det mest giftige, du kan give din hund.

Det er med hunde som med børn. Når næste generation i en familie dukker op, sker der et generations-clash. De nybagte forældre har læst bøger og artikler om den seneste forskning indenfor spædbørn og børneopdragelse. Forskere, der i årevis har undersøgt og afprøvet teorier, har måske fundet ud af, at komælk til spædbørn kan fremme overvægt senere i livet, eller at det giver den lille mavekneb, hvis mor pepper amningen op med en plade Marabou.

Til trods for videnskabelige fakta så nægter den ældre generation at høre om det. Mormors trumf-argument: “Det tog I da ikke skade af” slår selv den mest gennemdokumenterede forskning til atomer.

Men hvem ved egentlig, om vi har taget skade? Hvem ved om mine lunger ville pive mindre, hvis ikke min mor havde trukket vejret gennem en rød Look under sin graviditet?

Min mor er et oplyst menneske, og ret skal være ret: Hun lytter nysgerrigt til yngre generationers holdninger, men jeg ved også, at hun ind imellem ikke kan nære sig for at tænke: “Gud fader bevares – godt vi ikke vidste, at det var farligt” – alt imens hun pulser på sin Look.

Ét er at komme hjem med et barn, noget andet er at komme hjem med sin hund. Det føles ligesom mindre legalt og virker mere emsigt at gøre opmærksom på, at den ikke skal have chokolade, mandler og øl, når man afleverer den til pasning.
Derfor har jeg holdt min viden om listen over giftige madvarer for hunde for mig selv.
Jeg kom dog til kort, da min mor en dag underholdt med, at hun i mangel af hundekiks havde fodret den krøllede med chokoladekiks.

Forsigtigt diskede jeg op med min viden. Henslængt sagde jeg, at nu skulle vi naturligvis ikke male fanden på væggen, men at forskere faktisk havde fundet ud af, chokolade er det rene gift for firbenede.

Min mor sagde forstående, at hun nok skulle lade være med at give den flere af de kiks – og at pakken i øvrigt også var tom.

Da jeg senere på aftenen returnerer til barndomshjemmet havde min mor besøg af sin veninde. Og inden den krøllede og jeg daffede af, nåede vi lige at få historien om venindens barndomshund, der hvert år på sin fødselsdag fik en Mini-Muh (billig mælkechokolade – havde sin storhedstid i start 90’erne)
Den fik fjorten raske år og var glad som en solskinsdag.

Jeg er slået. Det samme er forskningen. Og jeg kan kun håbe på, at den krøllede klarer udfordringen at blive passet af generation 1945.
Men når mine nevøer og niece har overlevet, så går det vel også med hunden.

Del blogindlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *