Den dag jeg overvejede at binde min hund til et træ og gå min vej

Det var ikke en skånevask, vi var ude i. Jeg trak i gule gummihandsker, og skrubbede den krøllede, mens jeg messede min frustration ud i vrissende vendinger.

 

Jeg har altid været typen, der vendte vreden indad og gik min vej, hvis jeg blev udsat for uretfærdigheder. Det har ændret sig med alderen, skulle jeg hilse og sige.

Vi var i Fælledparken. Det var en skøn septembereftermiddag, og jeg gik og tænkte på alt det  gode, livet ville diske op med lige om hjørnet. Plus på kontoen, kraftigt hår
lækker kæreste, som synes, at jeg er Fru Herres velsignelse til ham, drømmejobbet, etc.
Imens var den krøllede løbet ind i et krat. Jeg ved, at mange hundeejere ikke tillader deres hunde at gå i krattene i Fælledparken, fordi der er mennesker, der sover og besørger der. En hundeejer fortalte mig engang, at vi mennesker optager meget lidt af vores føde, hvorfor sådan en menneskehømmer er det rene gourmetmåltid for en hund.

Jeg har haft den holdning, at det var lige lovligt emsigt ikke at lade sin hund gå på opdagelse i et krat. Lige indtil den krøllede, efter at jeg i flere stive minutter havde brølet: PÅ PLADS, kom drønende ud fra et krat med hele højre side smurt ind i en frisk lort.

Jeg skal ikke kunne sige om vi taler fæces fra en hund, hjemløs, illegal immigrant eller noget helt fjerde. Men for fortsat at kunne leve under samme tag som den krøllede, besluttede jeg, at det var en hund.
Jeg overvejede et kort sekund at binde den krøllede til et træ og efterlade hende, men tog i stedet en dyb indånding og roste hende for at komme, når jeg kaldte. Det kan jo ikke nytte noget at blive vred. Men efterhånden som jeg bevægede mig hjemad med mit belortede kræ, steg min irritation til til en højde, der kunne kilde Andreas Mogensen under tæerne. Vel vidende, at hun ikke er på et kognitivt niveau, der tillader hende at relatere min vrede til hendes lorterullehandling, hørte jeg mig selv vrisse ud gennem sidebenene, at jeg var SÅ træt af hende, og at hun var SÅ klam. Den krøllede gik stille og eksemplarisk ved siden af mig. Hun snusede ikke til noget, tissede ikke, og fandt sig i at tempoet steg stødt hele vejen. Hjemme røg hun direkte under bruseren. Hun er sjældent i bad, men havde faktisk fået et to dage forinden. Måske var det det, der gjorde mig så vred – at hun nu, når hun endelig var blevet blød og lavendelduftende, så foretrak at lugte af lort.
Det var ikke en skånevask, vi var ude i. Normalt roser jeg og giver kiks løbende under badeseancen. Denne gang trak jeg i gummihandsker og skrubbede med heftige bevægelser, mens jeg messede min frustration ud i vrissende vendinger.

I løbet af aftenen aftog vreden og den dårlige samvittighed begyndte at banke på. Inden sengetid havde jeg nået at tale mig selv ned til at være et sørgeligt, andenrangs menneske, der ikke kan styre sit temperament overfor et sagesløst dyr. Jeg havde også nået at angre i telefonen til en veninde, der solidarisk diskede op med historien om dengang en pludselig og voldsom sindstemning fik hende til at smadre hendes kærestes mobiltelefon.
Det var rart at møde forståelse. Men jeg undrede mig alligevel over, at jeg blev så vred over noget, der dybest set ikke var den store ulykke.

Da jeg kom hjem næste dag, lå der en grønlig, saftig hømmer midt på stuegulvet.
Jeg tørrede tålmodigt op, mens jeg ærgrede mig over den store brune skjold, den efterlod på det afhøvlede trægulv. Men vreden udeblev. For jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det. Jeg kan godt forstå, at hvis man skal, så skal man. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man har behov for at rulle sig i en lort, når man lige er blevet ren.

Måske skal jeg ikke forstå det. Måske må jeg blot erkende at min tolerance og rummelighed afhænger af i hvor høj grad, jeg kan relatere til handlingen.

Del blogindlæg

One thought on “Den dag jeg overvejede at binde min hund til et træ og gå min vej

  1. Kom til at tænke på, om der mon kommer et indlæg om “Den dag den krøllede og jeg forsøgte at løbe i Fælledparken”?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *